Bryggen er et otteetagers kontor- og erhvervsbyggeri på ca. 3.900 m² der udgør det første realiserede projekt i udviklingsplanen Flodbyen Randers. Byggeriet er placeret ved Busterminalen på hjørnet af Havnegade og Østergrave og fungerer som en markant overgang mellem Randers midtby og det kommende havneområde.
Projektet er udviklet af AP Ejendomme og tegnet af Et. Arkitekter med ambition om at skabe et robust og langtidsholdbart byggeri. Bygningen er disponeret som et klart volumen med afrundede hjørner, der nedtoner skalaen mod byrummet og bidrager til et mere flydende møde mellem bygning, by og bevægelse.
Facaderne udføres i lyst murværk, som giver bygningen et let og imødekommende udtryk, mens den 37 meter høje bygningskrop tydeligt aflæses i byens skyline. Indvendigt er der lagt vægt på fleksible og tidssvarende erhvervsarealer, der kan rumme forskellige lejertyper over tid.
Bæredygtighed er et integreret greb i projektet, og Bryggen er designet med en målsætning om DGNB Guld-certificering. Byggeriet indgår samtidig som en del af den samlede klimasikringsstrategi for Flodbyen Randers, hvor byudvikling og klimatilpasning tænkes sammen.
Med første spadestik den 23. september 2025 indleder Bryggen realiseringen af Flodbyen Randers – en langsigtet transformation af havneområdet med nye erhvervsbyggerier, boliger og rekreative, grønne byrum, der over de kommende årtier skal give Randers en ny relation til vandet.