Beliggende i Fredensgade i hjertet af Aarhus, åbner dette nye hotel ikke blot dørene for gæster, men også for hele byen, da hotellet, via en ny passage skaber en flydende forbindelse mellem Fredensgade og Ridderstræde. Denne landskabelige integration inviterer både gæster og lokale til at udforske en levende og tilgængelig del af byen.
Bygningen opføres i varme, røde tegl, som i samspil med de omkringliggende ejendomme respekterer og viderefører områdets historiske og arkitektoniske udtryk. Med sine op til 5 etager rummer hotellet 117 værelser i varierende størrelser, hvilket sikrer en alsidig og komfortabel oplevelse for gæsterne.
Bygningens udtryk mod Fredensgade er baseret på en klassisk og rolig arkitektur, der harmonerer med områdets eksisterende bygninger.
Ved at fuldende husrækken, bidrager projektet til at Fredensgade igen fremstår, som en samlet og harmonisk helhed.
Langs passagen underordner baghusene sig det markante profil mod Fredensgade. Baghusene deles op vertikalt, med frem-/tilbagespring, nedtrapninger og ”skæve vinkler”, som sikrer en naturlig overgang til de omkringliggende strukturer, styrker den lokale identitet med reference til et mere selvgroet historisk baggårdsmiljø.